Skyggearbejde light – at møde det, du undgår i din dagligdag

Jalousi, mistillid, kontrol, sorg eller vrede. Skyggearbejde kan være en daglig øvelse – og det arbejder sammen med Enneagrammet og The Hero’s Journey

Skyggearbejde er noget, vi kan indføre som en daglig praksis. Vi kan møde vores skyggesider på en blid måde – med nysgerrighed og kærlighed og hver eneste dag blive guidet videre frem af dem.

I denne artikel vil jeg, tage dig med ind i det, jeg kalder Skyggearbejde light og vise dig, hvordan det, du undgår – de små ting i din dagligdag, ofte netop er dem, der styrer dig. Jeg vil også skitsere eksempler på, hvordan skyggerne kan se ud ganske kort for hver enneagramtype.

Hvad er skyggearbejde?

Skyggearbejde handler om at opdage de sider af os selv, vi normalt ikke vil kendes ved. Det kan for eksempel være vrede, jalousi, kontrol eller sårbarhed. Vi gemmer dem væk, men de ligger stadig i os og påvirker vores valg.

Når man arbejder med The Hero’s Journey vil vi bruge dragen som metaforen for dine skygger. Dragen i dig selv, kan du måske mærke lige nu. Den kan hjælpe dig med at se dine mønstre klart og få dem frem i lyset.

Hvorfor er det vigtigt at møde skyggen?

Det du undgår, styrer dig. Når vi tør se på skyggen, løsner vi dens greb. Vi får adgang til vores egen kraft, autenticitet og frihed. Det er her, du får plads til at vokse og udvikle dig.

I helterejsen er mødet med skyggen (eller dragen) et vendepunkt. Når helten har set dragen i øjnene sker der en opløsning. Du holder ikke op med at have de skygger, du har. Den frygt, som er dannende for din måde at navigere på i verden, vil formentlig altid følge dig. Men den vil holde op med at styre dig.

Sådan kan du. arbejde med skyggearbejde og enneagrammet

Et andet håndtag til at komme nærmere dine drager eller dine skygger er enneagrammets ni personlighedstyper. Gennem enneagrammet ser vi, hvordan hver type har klare præferencer og værdier – og dermed bliver skyggerne tydeligere. Det kan hjælpe os til at se et mønster i vores liv.

Denne liste er et meget forenklet billede. Det er ikke sikkert, du kan kende din skygge her. Men måske kan det hjælpe dig lidt på vej til at gå på opdagelse i dine egne daglige skygger.

Type 1 – Perfektionisten

Frygt: At være forkert, ond eller uduelig.
Undgår: At lave fejl og miste integritet.

Type 2 – Hjælperen

Frygt: At være uelsket eller uønsket.
Undgår: At føle sig ubetydelig eller afvist.

Type 3 – Udretteren

Frygt: At være værdiløs eller uden succes.
Undgår: At fremstå som en fiasko.

Type 4 – Individualisten

Frygt: At være uden identitet eller betydning.
Undgår: At være ordinær eller føle sig uægte.

Type 5 – Iagttageren

Frygt: At være hjælpeløs, inkompetent eller overvældet.
Undgår: At blive drænet eller invaderet.

Type 6 – Skeptikeren

Frygt: At være uden støtte, sikkerhed eller vejledning.
Undgår: Usikkerhed og at stå alene.

Type 7 – Eventyreren

Frygt: At være fanget i smerte, deprivation eller begrænsning.
Undgår: At føle sig fastlåst eller savne muligheder.

Type 8 – Frontkæmperen

Frygt: At blive kontrolleret, svag eller sårbar.
Undgår: At blive domineret eller miste styrke.

Type 9 – Fredselskeren

Frygt: At miste forbindelse og forsvinde i ubetydelighed.
Undgår: Konflikter, separation og uro.

Sådan kan du arbejde med skyggen i det daglige

Min pointe er, at skyggearbejde ikke behøver at være tungt. Mange af os udsætter det. Måske fordi, vi tænker at det kan være svært at komme i gang. Vi bruger måske hellere positive affirmationer til at få den daglige praksis i gang. Men ved at invitere din drage – din skygge med ind i dine daglige refleksioner, får du et mere nuanceret kompas for dine livsvalg. Det kan være måder, du tackler ganske små situationer i din dagligdag. Du kan starte med et enkelt spørgsmål:

“Hvad er det, jeg lige nu undgår at mærke, tænke eller sige højt?”

“Hvad dømmer jeg i mig selv – eller hos et menneske omkring mig?”

Bare observer det. Uden dom. Uden at handle. Dit svar siger noget om dit forhold til dig selv. Læg mærke til, at også det du forsøger at holde fra livet er en del af dig – en side, der længes efter at blive mødt med kærlighed.

A Course in Miracles minder os om, at mørket ikke skal bekæmpes, men bringes frem i lyset – med accept og kærlighed.

Et mantra til dig

Når skyggen banker på, kan du gentage for dig selv:
“Jeg møder det, jeg undgår, med nysgerrighed og kærlighed.”

Skyggearbejde light handler ikke om at miste sig selv i mørket, men om at opdage, at lyset findes dér.

Hvis du gerne vil dykke længere ned i temaet er du velkommen til at lytte med på podcasten Magic Monday. Du finder den på Spotify, Podimo, Itunes eller hvor du holder af at lytte.