Det der med at følge sin bliss.

Det er en alvorlig sag.

Til morgen havde jeg en snak med en god ven.

“Jeg føler sådan at mit kompas det bare suser rundt. Der er til at blive helt rundtosset af” sagde han.

Jeg så kompasset fra Pirates of The Carribien for mig. Det der, som bare farer rundt for øjnene af en snaldret Johnny Depp i rollen som Captain Jack Sparrow, der skulle forsøge at finde retning for skibet The Black Pearl til en underverden, ingen kendte retningen til.

Vi grinede lidt af lignelsen.

“Men vi ved jo begge at den slags kompas er de allerbedste,” svarede jeg.

I tvivl om du er på rette vej

Det er fantastiske periode i tilværelsen når vi får kontakt med det der kompas, der ikke bare følger en lige snor. Det, der kører på en anden (højere) frekvens i os.

Det der kan få os derhen hvor intet andet kompas i verden kan få os hen.

Det, der gør, at vi bliver rundtossede og for en stund kommer i tvivl, om vi nu er på rette vej. Om vi nu kan stole på den indre stemme.

“Vil det lede mig mod afgrunden?”

Og på sin vis er det en form for afgrund det magiske kompas, som Jack Sparrow navigerer efter, får ham ud over. Men det er også den afgrund, der fører ham til et sted, hvorfra han kan redde verden.

Det går måske ikke så galt, hvis flere voksne lyttede til deres bliss

Jeg tror ikke det ville gå så galt i verden hvis flere af os voksne gav lov og plads til at lytte til det kompas der – det der kører rundt efter noget andet og som sommetider gør os rundtossede, fordi vi ikke lige forstår vejen.

Det er bliss.

Kreativitet.

Intuition.

Dine små skøre indfald.

Som at starte en kunstklub. Begynde at spille fløjte. Skrive poesi. Drage ud på en rejse. Tage kontakt til et menneske, der længe har været i dine tanker. Sige op. Eller søge er nyt job.

Holde pause fra noget, som udmatter dig.

Det vil helt sikkert føre dig ud på destinationer, du ikke lige følte dig forberedt til. Måske du også vil miste noget undervejs. Men. Oplevelsen. Rejsen. Ville du være den foruden?

At lede dig selv og andre, når kompasset snurrer

“Nu har jeg det faktisk meget bedre,” sagde min kære ven.

Vi var kommet i tanker om, hvor magisk, det også er, at være i disse livsfaser. Der, hvor vores hjerne ikke altid lige har svaret. Nogle kalder det også at være in the void. 

Jeg tror ingen af os kommer udenom at tilbringe en stor del af livets timer i denne fase. Men det gør en stor forskel på oplevelsen, om den er forbundet med utryghed og ubehag eller om den er forbundet med en kærlig nysgerrighed.

Du kan lede dig selv – dit team, din ven eller dit barn med kærlig nysgerrighed, når de går der med et snurrende kompas, der konstant bytter om på syd og nord.

Det kan der komme magi ud af.