Meditation er ikke kun for særligt spirituelt inviede
Forskning viser, at ved bare fem dages meditation, begynder der at ske målbare forandringer i din krop. Dine hormoner vil balanceres og dit sind vil stilnes. Og fortsætter du, vil din hjerne faktisk forandre sig.
Meditation er den praksis, jeg aldrig nogen sinde springer over.
Igennem 25 år har jeg mediteret.
Der var en periode, da børnene var små, og jeg sad i en lederstilling som redaktionschef med mange ansatte, at jeg glemte, hvor vigtigt meditationen var for mig. Det var et af de år, hvor jeg måtte sygemeldes med stress. Og da jeg blev sygemeldt, genoptog jeg min meditationspraksis. Jeg er ikke i tvivl om, at det var livet, der kærligt kaldte mig tilbage til mig selv.
Det er nok også det, der bedst beskriver min meditationspraksis. At blive kaldt tilbage til mig selv.
Grænser, der blev overskredet
Det er herfra jeg kan mærke min indre stemme. Min intuition. Herfra kan jeg mærke, hvordan jeg er forbundet med verden. Og herfra jeg kan mærke, når min krop har smerter, er udmattet, føler længsel, eller der er grænser, jeg er kommet til at overskride. Det kan også være grænser, jeg er kommet til at tillade andre at overskride i mig.
Det er ikke altid et superfedt møde.
Særligt ikke de gange, hvor jeg har været helt væk fra mig selv. Det kan være i en relation eller i mit arbejdsliv, hvor jeg har trukket mig selv for langt for at få enderne til at mødes. Når jeg bare ville have noget til at lykkes. Så er der en ”regning”, når jeg vender tilbage til mig selv – stilheden i meditationen – og må sande, at det var hårdere, sværere eller mere ensomt, end jeg ville være ved.
Men jo mere og jo oftere, jeg giver mig selv lov og tid til at meditere (sommetider er det bare 5-10 minutter) jo hurtigere genfinder jeg balancen og jo mindre føles det efterslæb, der måtte være.
Der findes et hav af forskellige meditationsgrene.
Jeg har taget min meditationsuddannelse i Nepal under Vipassana-traditionen, som bygger på Buddhas lære.
Min mester var Satya Naranyan Goenka.
Med de teknikker, som jeg lærte fra ham, kommer du i gang med en af verdens ældste meditationsformer. Når du har den, vil du altid kunne finde tilbage til dig selv.
Uanset, hvad du står i.
Måske er du selv klar til at komme i gang med din meditationspraksis?
Du kan også høre min egen historie med stress og meditation her