Jeg er lige blevet Kicked out of Normal …
Kicked out of Normal?
Det er begyndelsen på en ny Hero’s Journey
Du har helt sikkert oplevet det på et eller andet tidspunkt. Kicked out of Normal er det stadie på The Hero’s Journey, hvor vi bliver ufrivilligt skubbet ud af en normaltilstand.
Der, hvor du tænker: Det her – har jeg på ingen måde sagt ja til…
Jeg er lige blevet kicked out of normal. Noget så gevaldigt.
Jeg var midt i nydningen, da telefonen ringede.
Jeg sad på min favoritcafe, Ingolfs Kaffebar på en villavej på Amager, og havde netop fået serveret et stykke smørrebrød i dyb samtale med en nær veninde.
Min mands stemme i telefonen kom nærmest fra en anden verden.
“Vi har fået vandskade,” sagde han.
I stilheden, der fulgte bagefter, kunne jeg forstå, at det var mere end alvorligt.
“Ved du hvad, skat. Det bliver det bedste, der nogensinde er sket for os,” svarede jeg.
Vores håndværker kom senere på dagen for at tilse skaden.
“Jep. Det er alvorligt,” sagde han.
“Men er det så ikke på tide, at I får lavet de renoveringer, som I har talt om i årevis?”.
Timingen føltes umiddelbart som virkelig skidt.
Vi har begge travlt med arbejde og hele familien er i transition, fordi husets ældste barn er flyttet, det næstældste er på nippet til at flytte og efternøleren er godt på vej til at træde ind i et teenageliv. Alt skal ligesom ske om lidt.
Men ikke helt endnu.
Men NU var det, vi fik.
Vi sagde ja. Vi fik fat i banken og har nu sat gang i en gennemgribende renovering af huset. Vi kalder det Gærdebred 2.0.
Jeg skal være ærlig og sige, at lige i disse dage, er hjemmet fyldt med flyttekasser og rod og kaos. Vi sover stuvet sammen på to værelser. Alt er i luften. Og vi er lidt trætte i seniorkroppene af at have slæbt og sorteret.
Men jeg begynder at se konturerne af et nyt stort soveværelse, gæsteværelser til de voksne børn og deres kærester, af en stue med bedre plads til, når vi alle er samlet og måske en mulighed for at kunne afholde mine sessioner her hjemme, som jeg holder meget af.
Desuden gav det anledning til, at jeg kunne tage vores efternøler med en måned til Bali, mens det værste står på. En drøm, jeg har båret på i mange år.
Havde jeg mødt denne vandskade for bare 15 år siden, så ville jeg nok have brugt uger på at være vred, bekymret og føle mig som et offer. Spekulationer om økonomi, praktik og slid og slæb ville have fyldt i min bevidsthed og jeg ville have brugt mit krudt på at fortælle vores omgivelser om, hvor uheldige, vi var. Det hele ville have føltes tungt.
Men nu ved jeg, hvad det er. Og jeg har for mange år siden indgået en aftale med livet om at være i tillid til det, der sker. Jeg lever efter dette motto, som jeg har lært af min mentor, Dr. Robert Holden:
“What ever get’s in the Way, IS the Way”
Mit arbejde med The Hero’s Journey og A Course in Miracles har lært mig, at genkende de kald, mit liv giver mig. Og det giver ro og tillid. Det hjælper mig til at stå roligt og forblive i min følelse af bliss – også når alt falder sammen om ørerne på os.
Jeg er fyldt med taknemmelighed.
Livet guidede os lige så stille – helt af sig selv – til den nye normaltilstand, som min mand og jeg nu er på vej ind i. Et New Normal. Hvor der er mere plads til voksenliv, hvor arbejdet i endnu højere grad får lov at rykke ind og hvor familiens rammer har brug for mere elastik – sommetider er vi rigtig mange, sommetider er vi bare to.
Men også et liv, hvor jeg får plads til at lytte endnu mere til mig selv, og i endnu højere grad vende mit kald ud mod verden.
Livet sker for os. Ikke imod os. Men sommetider kommer kaldet i form af en vandskade.
