10 gode råd til at skabe et netværk af magiske hjælpere omkring dig

Det at være en helt på sin udviklingsrejse og igennem livets op- og nedture kan godt føles som en ensom proces. Men det behøver det ikke at være. Magiske hjælpere er altid på vores vej. Men vi skal selv se dem, og måske række ud efter dem. Når vi er i følgeskab med andre, stiger frekvensen. Vi kan simpelthen udrette så meget mere og hurtigere, når vi går vejen sammen med andre.

Der er Supernatural Aid på din helterejse!

Joseph Campbell, der skabte The Hero’s Journey, har et punkt på helterejsen, der kaldes Supernatural Aid. Det er de magiske hjælpere, der altid er på en helterejse. Master Yoda, Dumbledore, Gandalf eller Merlin. De er allevegne i fortællingerne og myterne for at minde os om, at de også er her – lige nu i dit liv. Du var aldrig ment til at gå din rejse alene.

Netværk af stærke, kloge og magiske mennesker

Jeg er selv med i flere netværk. Stærke, kloge og magiske mennesker, der holder et kærligt rum rundt om mig, både når jeg falder, og når jeg shiner.

Når jeg går The Hero’s Journey med et hold, skaber vi et stærkt netværk omkring hver deltager af magiske hjælpere, som støtter og bevidner hvert trin på helterejsen – både de svære, og de sjove stunder. Det er et kraftfelt!

Min ven og magiske hjælper, Nanna Agerlin, kaldte det for en visionkeeper. At være hinandens visionkeeper. At holde visionen for hinanden – også når vi ikke selv kan se den.

Jeg kan kun varmt anbefale at skabe netværk af magiske hjælpere omkring dig. Her deler jeg 10 gode råd til, hvordan du kan skabe et netværk af Magiske hjælpere på din rejse.

  1. Saml en gruppe, som deler den samme intention.
    Hvad vil I med denne gruppe? Vær tydelige. Hold et stiftende møde, hvor I sætter den intention meget klart. Hvad skal i bruge hinanden til? Det behøver ikke være en kreds af nære venner – det kan det godt, men den fælles intention er vigtigere. I dette rum, er I hinandens Visionkeepere – det kan sagtens være folk, du ikke kender som venner på forhånd.
  2. Lav klare spilleregler.
    Hvor ofte vil I mødes? Hvor længe. Hvad skal I tale om. Vi har fx en runde i ét af mine netværk, hvor hver deltager har 12 minutter til at tale om det, der er vigtigt. Her afbryder vi ikke. Vi stiller kun opklarende spørgsmål. I et andet netværk starter vi med at spørge: Hvad skal vi i dag?
  3. Overhold reglerne.
    Ær, at det er fællesskabets intention at løfte hinanden. Hvis der skal være tid til ’hyggesnak’ så afsæt tid til det. Ellers sker der ofte det, at det ender med kun at være hyggesnak. Vi går uden om de svære ting (dragerne) og vi sniksnakker om de lettere ting (sirenerne) som gør, at samværet ikke får den værdi og fokus, der var intentionen.
  4. Vær opmærksom på, om du dømmer eller analyserer på den andens vegne, når du giver feedback.
    Husk at det er den andens proces, der afgørende – ikke at du får ret 🙂 Stil spørgsmål – åbent og nysgerrigt. Det er her, du hjælper med at sætte lys på ukendte steder i den anden.
  5. Bliv på din egen banehalvdel.
    Når nogen eller noget irriterer dig eller provokerer dig, så kan det være en unik udviklingsbillet for dig. Husk at du ikke har de samme drager eller sirener, som den, der taler. Hvis det var så enkelt at følge dit råd eller se din løsning, så ville den anden formeentlig have gjort det for længst.
  6. Vær opmærksom på ikke at skabe konkurrence.
    Det konkurrerende kan være subtilt. Men det handler ikke om at få ret. Eller være den, der giver bedst råd. Eller at få den anden til at følge dine råd. At insistere på, at den anden har løsningen i sig selv. Vi er blot kærlige spejle for hinanden.
  7. Hold hinanden kærligt.
    Det er kun i et kærligt og trygt rum, vi kan gøre os sårbare, og det er kun her sand udvikling kan ske. Mød de andres fald eller beslutninger, du ikke forstår, med kærlighed. Og mød også den andens succes med kærlighed. Kærligheden er en kraft så stor, at det kan mærkes.
  8. Forpligt dig og forpligt hinanden.
    Et kraftfuldt fællesskab opstår, når alle har opmærksomheden samme sted. Når alle fokuserer. Måske kan du også gøre dig lidt tanker om, hvad du vil tale om, inden i mødes. Forberede dig selv. Og sige det højt i gruppen. Det giver en højere kvalitet af jeres tid sammen.
  9. Tilgiv.
    Både dig selv og de andre, når nogen kommer til at dømme eller analysere. Eller når nogen eller du selv kommer til at sige noget sårende. Det er et sårbart rum, når vi lægger ting på bordet i et netværk, hvor alle har noget på spil. Vi kan trigge ting i hinanden. Men det er også her, der er benzin til udvikling.
  10. Se dig selv – og de andre store.
    Se storheden i de andres fortælling og deres drama. Se også storheden i dig selv og de fald eller udfordringer, du møder i dit liv. Det at andre ser dig stor, når du føler dig lille, er fantastisk. Vær også det for andre.

LIVE: HVER TIRSDAG OM HERO’S JOURNEY