Jeg har ofte tænkt over, om der var stunder i mit liv, hvor jeg gerne ville have haft muligheden for at bruge en spoleknap.

Sådan en fast forward-knap, der gjorde muligt at spole hurtigt frem. Begivenheder eller faser, der var så uvisse, smertefulde og sorgfulde, at jeg hellere ville have dem hurtigt overstået.

Temaet sniger sig ind

Livet vil at tre af mine meget nære veninder har fået cancer i år. Alle på min alder og alle med børn. For ganske nyligt måtte jeg sige farvel til den ene.

To uger tidligere befandt jeg mig i dyb samtale med en af mine nære, som netop havde mistet en søster. Vi talte om den sidste stund inden døden. Om de dage og timer, inden en menneskekrop ånder ud og giver slip. Om at være med på sådan en rejse og kunne holde den anden med kærlighed og tryghed lige indtil det sidste. Virkelig ære den sidste rejse. At være en slags jordemoder – bare med omvendt resultat. En moderne vågekone.

Jeg har haft mange tanker om, hvorvidt jeg skulle dele dette. Det føles privat og tungt. På den anden side er døden og afskeden akkurat så selvfølgelig som det at komme til verden og blive født.

Uanset om vi vil det eller ej, så sniger temaet sig ind. I sms’erne, på messenger, facebook og gåturene med andre jo ældre vi bliver. Og måske trænger vi sommetider til at kunne tale mere åbent også om den rejse, som døden er.

Som ung var mine få tanker om døden primært et ønske om, at det skulle gå stærkt. Hvis jeg bare kunne dratte om på en skøn sommerdag uden at opdage det, så ville det være det bedste af alle onder. Altså forestillingen om, at spoleknappen kunne gøre det lettere at komme igennem en livsfase, der føltes næsten ubærlig at tænke på.

I dag efter at have fulgt min veninde, netop som hun stod på tærsklen til den anden side, så ved jeg, at jeg ikke ville bruge spoleknappen.

Ikke engang der!

De store helterejser

Den sidste rejse er en rejse – en helterejse af de helte store – og den skal have tålmodighed, nærvær og ro. Akkurat som da vi blev født.

Den sidste rejse er uforudsigelig og forskellig for os alle. For nogle vil det være en langstrakt og måske smertefuld proces, for andre hurtigt og uforudset. Måske vil det byde på en følelse af frygt for det ukendte. Tanker om alt det, der blev sagt og gjort og lært på bagkant. Klarheden over alle de bekymringer og småkonflikter, der viste sig at være uden betydning på den sidste dag. En indre gennemgang og opgørelse over det, man ikke nåede. Taknemmelighed over det, der blev nået. En opsummering af det vigtigste.

Overgivelsen.

En sidste sætning.

En kærlighedserklæring.

En bøn.

”Jeg elsker dig. Tak”

I sidste tid havde jeg mange af disse samtaler med min kære og livskloge veninde, der på én og samme gang kæmpede for livet og samtidig forberedte sig på, at det snart kunne rinde ud.

I dag funderer jeg på om jeg også huskede at ære dette øjebliks storhed?

At trykke pause i stedet for fast forward og bare dvæle ved nuet.

Vigtige kapitler i livsfortællingen og kaldet

Nu er døden og fødslen to af de største yderpunkter i et menneskeliv. Men der imellem er der masser af svære, skamfulde og ubærlige stunder. Helterejser om man vil. Når jeg underviser på Hero’s Journey, kigger vi blandt andet på livstemaer. De er direkte forbundet med livskriserne og de store helterejser. Her taler vi blandt andet om spoleknappen. Det store spørgsmål er: Ville vi reelt bruge den, hvis vi havde muligheden?

De store kriser – mødet med sorg, vrede, skam, smerte eller svigt har det med at være tematiske. De er afgørende kapitler i vores livsfortælling. De bliver også en del af vores superkraft – det der gør os unikke. Der er en direkte sammenhæng mellem nogle af de største smerter, og det bidrag vi har til verden. Vores kald.

Måske kan du selv tænke tilbage på en større begivenhed i dit liv – en skilsmisse, en fyring, et møde, der endte med at blive en sorg eller give dig følelsen af et nederlag. Ville du reelt have spolet dig hurtigt igennem denne fase, hvis du kunne? Og hvordan ville din livsfortælling så have set ud?

At være en ‘dårlig høne’

Som ung kvinde mistede jeg mange graviditeter. Mere end 6 gange tabte eller fødte jeg et livløst foster. Der var mange af mine år i 20’erne, der gik med at være gravid, indlagt på hospitalet, sygemeldt, bange eller i sorg. Det satte spor – både på mit uddannelsesforløb, mit sociale liv, min karriere, min krop og min selvforståelse.

Ville jeg have spolet mig hurtigere igennem disse oplevelser? Dengang ville jeg måske. I dag er jeg dybt taknemmelig for at jeg ikke havde muligheden.

De smertefulde år i 20’erne lærte mig noget vigtigt. De mange aborter gav mig en konkret indsigt i, hvad det vil sige at bo i en ganske uforudsigelig kvindekrop. En af den slags, som bare ikke passer ind i statistikkerne eller vores billede af normalitet.

Det var en forståelse, jeg ikke kunne have læst mig til. Og ved at tale åbent om det, opdagede jeg, hvor mange kvinder, der hver dag mister graviditeter, dødfødte babyer, eller slet ikke kan blive gravide. Hvor fysisk krævende moderskabet – eller ikke-moderskabet er for en krop og et sind.

Jeg ved, hvor skamfulde, mange føler sig.

Følelsen af at være en ’dårlig høne’ trives og lever i rigtig mange kvindehjerter – desværre.

Når livet viser sin storhed

For en handlekraftig og fremadstormende ung feminist, som jeg dengang var, var det en tidlig og smertefuld læring i at forstå, at lige vilkår ikke findes, og at normalitetsbegreber og statistikker er … gennemsnit – og dermed sjældent et retvisende billede af livet, som vi mærker det.

Fordi sandheden er, at vi alle mærker og oplever livet ganske forskelligt. At statistikker, gennemsnit og faktabaserede løsningsmodeller har det med at få de fleste af os til at føle os unormale og utilstrækkelige. Det er en læring jeg har brugt hver eneste dag både i mine nærmeste relationer og i mit arbejde. Et livstema for mig, om man vil.

Det er tankevækkende, at det netop er i livets yderligheder, vi har lyst til at kigge væk. Når livet og vi selv rejser os i storhed, er vi tilbøjelige til at drømme om den der spole-frem-knap.

Sig JA til hele rejsen

De store skelsættende livsbegivenheder opleves individuelt. Måden vi møder dem på, har det med at være brændstof, som er så afsindigt vigtigt for vores kald, og det, vi skal give videre til andre. Det er netop her, vi kan trykke pauseknappen ind. Blive i nuet og dvæle ved hver eneste af de store rejser, livet byder os på. Fra den første til den sidste.

”The big question is whether you will be able to say a hearty YES to your adventure”

Sådan sagde Joseph Campbell, der er en af de store læremestre og inspirationskilder på min vej. Han stod bag The Hero’s Journey som for mig er en fantastik måde at forstå og se mening med de begivenheder, livet byder os. Joseph Campbell understregede, at det er et JA til  HELE rejsen.

Med alt hvad den indebærer.